KAMP
Her har du kvindfloks månedlige brev - et brev vi sender afsted med håbet om at inspirere og dele fra vores kreative og modige fællesskab på Møllergade i Svendborg. Temaet for marts er "kamp"
Kære penneven
Når dette brev lander i din postkasse, viser kalenderen 28. marts. Den tyvende dag efter en flok af kvinder samlede sig i Møllergade for at fejre, mindes og drømme i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Otte dage efter vi er gået ind i vædderens sæson, og at årshjulet rullede hen over forårsjævndøgnet. Det peger på, at vi står i en periode med tiltagende kraft, ild og kampgejst.
Kampgejst. Hvordan er det egentlig fat med den, og hvordan ser kampene ud i 2025 - for kvinder, for mennesker og for kloden?
I det følgende giver vi spalteplads til kampens væsen;
Kom med tilbage til Kvindernes Internationale Kampdag 2025 hos Kvindflok i Møllergade - af Sally Goings Darre
Se udklip fra Maria Pilgaards videoværk “Kampene som blev mine”, der lyser på det faktum at kvinders kampe, sejre, erfaringer og bristede hjerter rejser gennem generationer.
Er kamp blevet vores modus operandi, når vi møder uenighed? - af Line Tolshave
Et kampskrift for “flokken” - af Oline Brønd
Min kamp er blød - ord i skrift og tale af Fie Cecilie Rasmussen
En anbefaling af billedkunstner Nadia Plesners ret vilde historie om kamp
Vi håber, du vil læse med og lade dig berøre, forundre, forvirre eller forankre. Vi vil elske at modtage dit kampklare bidrag i kommentarerne - hvad kæmper du med, for eller imod? Hvilke værker rummer kampe, der rører dig?
Hvis du får kæmpet dig ned i bunden af dette brev, finder du en oversigt over alle de skønne arrangementer, du kan tage del i gennem de kommende måneder.
Hvis du har lyst, kan du komme i stemning med denne lille musikalske rejse gennem kampens ånd, som vi har sat sammen på Spotify.
Vi ønsker dig kampgejst og læselyst!
Kvindernes Internationale Kampdag 2025
Tekst af Sally Goings Darre
Lad mig invitere dig med tilbage til Kvindernes Internationale Kampdag 2025. Det er morgen, og jeg er hastet på min ladcykel ind til Møllergade i Svendborg, hvor jeg skal lukke den sidste kunstner ind med hendes værker til udstillingen Fletværk hos Kvindflok. En udstilling der hylder kvinders kreativitet. Solen skinner kraftigt, som om den skal indhente noget, og drysser sin magi gennem ruderne. Forventning sitrer i lokalerne, hvor 17 kvinder har bidraget med kunstværker, der nu forvandler rummet til en manifestation af feminin skaberkraft. Værkerne, der er vidt forskellige i sine udtryk og varierende fra hårde til bløde materialer og skabt komplet uafhængigt af hinanden, fortæller en mangfoldig historie om kvindeliv og kamp. Om blod, liv, død, babyer, bryster, natur, længsel, omsorg, traumer, fordømmelse, drømme og kampgejst.
Nysgerrige forbipasserende fylder lokalerne, mens flokken af kvinder, der har tilmeldt sig dagens program, dryppende indfinder sig. Stemningen er spændt. Ved middagstid lukker dørene for forbipasserende og os, der er samlet i lokalet, er sammen om en intim fernisering af collager skabt under workshoppen "Kvindens natur" en sensommerdag i august.
Flere og flere finder frem til lokalerne og under kyndig guidning summer rummet nu af liv og samtaler om de kampe, der lever i os anno 2025. Inden vi sammen skal skrive et manifest i dagens anledning, bliver vi sendt på en mental rumrejse ud i det uendelige univers. En rejse der sætter os fri til at gribe fat i vores utopier og trække dem med ned til vores fælles hjem, Jorden. Manifestet, vi herefter skaber sammen, bliver en forunderlig collage af ord og sætninger om alt det, vi kæmper for og med i denne verden, blandet sammen med beskrivelser af den verden, vi har hentet ned fra stjernerne.
Vi stimler sammen omkring en mælkekasse på gaden, og opmærksomheden tættes omkring manifestet, som Tilde Pontoppidan læser højt. Ordene runger gennem højtalerne ud i Møllergade og ind i hjerterne på alle, som lytter. Vi har skabt dette sammen. Der risler en kærlig kampgejst gennem gaden, da mælkekassen og mikrofonen erklæres fri og åben for dem, som har noget på hjerte. Én griber fat om modet og stiller sig derop. Jubel og klapsalve. Så træder endnu én derop. Og én til. Og én til. Det er rørende, inspirerende og hjertevarmende at opleve dagen kulminere i denne sårbare mængde mod på en mælkekasse i Møllergade.
Tak for en nærværende, håbefuld og sitrende kampdag!
Det må vi gøre igen.
De kampe der blev mine - en samtale mellem generationer
Stillbilleder fra videoværk af Maria Pilgaard fra udstillingen Fletværk
Værket lyser på det faktum at kvinders kampe, sejre, erfaringer og bristede hjerter rejser gennem generationer. De forandrer sig, ændrer form og præger hver en kvinde i en slægtslinje. Værket er motiveret af min egen familiehistorie og vores løbende samtale omkring sorg - abstrakt fortolket af min datter, mor og jeg selv i det klitlandskab, hvor jeg har tilbragt min barndoms somre.
Maria Pilgaard arbejder i krydsfeltet mellem psykoterapiterapi, krop, sanselighed og kunst - www.mariapilgaard.dk
Er kamp blevet vores modus operandi, når vi møder uenighed?
Tekst af Line Tolshave
Når man ser sig omkring, er der kampe nok at få øje på. Vi står i en højspændt international krise, vi ser krige og konflikter verden over, og i det mere nære kaster politikere, chefredaktører, præster og meningsdannere sig ind i kampen mod en kvinde fra Ærø, der ønsker at bane vejen for at flere kan vælge et liv i overensstemmelse med deres overbevisninger og værdier.
Er kampen blevet vores modus operandi, ikke kun når vi møder uretfærdighed, men også når vi møder uenighed?
Der findes uden tvivl vigtige kampe, og der findes ting vi må kæmpe både for og imod. For nogle mennesker er livet en kamp, og de erfaringer må vi ikke lukke øjnene for. Men når kampens logikker flytter ind i vores samtaler om, hvordan vi ønsker fremtiden skal se ud, hvordan vi ønsker at leve vores liv, hvordan vi navigerer i vores individuelle og fælles livsverdener, er det så muligt, at vi har fået skævt fat?
Jeg undrer mig over, hvorfor så mange svarer igen med aggression, når nogen vover at tage faklen og begynde at drømme om en fremtid, der kan lindre eller hele de kriser, vi lever med. Hvorfor er det et truende udsagn, at have et ønske om, at flere kan vælge et liv i overensstemmelse med deres overbevisninger og værdier?
Rammen for store dele af vores offentlige samtale er debat. Åbner du for radio eller tv, ser du måske også, at det oftest ligner en boksekampe, når mennesker af forskellig overbevisning tørner sammen i lynhurtige udvekslinger og skarpe stød.
Når vi gør samtale til kamp, hvordan tager den så sin ende? Når det ene synspunkt har overvundet det andet, eller begge falder til jorden i misforståelsernes pøl? Hvor nuanceret og mangfoldig en verden kan vi skabe, når vi per automatik stiller modstridende holdninger overfor hinanden og aldrig ved siden af?
Det kan føles som et farligt standpunkt at spørge, om vi skal indstille kampen. Kampens antonym er ofte overgivelse og forbindes med apati eller en egoistisk kærlighedsaffære med egen navle. En udskældt position i et samfund fikseret i en tilstand af kamp/flugt. Men er det overhovedet sandt? Kan vi ikke være faste, bevidste, engagerede, åbne og modtagelige over for verdens lys såvel som mørke uden at være i kamp? Nogle vil pege på, at det måske ligefrem er lettere at besidde en vis fleksibilitet og åbenhed, når vi ikke føler os truede af, at andre kan være forskellige fra os.
I nogle henseender er det tid til at lægge vores våben og begynde at udvide vores kapacitet til at lytte og forstå hinanden. Vi må lære at være med ubehaget ved, at nogle ser livet anderledes end os længe nok til, at nye mulighedsrum opstår mellem os. Vi må omdanne kamp til friktion, og lade friktionens forandrende kraft bærer os ind i en fremtid, der forhåbentlig kan rumme et større spektrum af forskellighed end vores nutid, og hvor de ting der for alvor kalder på kamp forener os i al vores forskellighed.
Kampskrift for “flokken”
Tekst af Oline Brønd
På Langeland, hvor jeg bor, er et meget rigt fugleliv. De mange nor, moser og den afvekslende fauna gør, at fuglene strømmer til i flokke. Ude ved kysten eller på vejen hen over Tåsinge mod Svendborg ser jeg dem ofte danse rundt i imponerende formationer. Jeg spekulerer tit over, hvad det er en for kraft, der trækker dem rundt, først den ene vej, så den anden, så smukt koordineret og synkront. En organisk, næsten flydende bevægelse, der minder om den kraft, som holder sammen på vand. En form for hydrogenbindinger – en sammenhængsevne der ligger indlejret i flokkens DNA.
I en præstationskultur som vores vækker ordet FLOK potentielt uro eller måske endda afsky. Og med rette, for ordet flok er også bærer af mange usunde biklange. Anonymitet og underkastelse, konformitet og middelmådighed - ick!. Vi er vokset op i en tid, hvor det handler om at skille sig ud, blive bemærket, danne sig en selvstændig holdning. Der er noget farligt i at følge en leder blindt og ukritisk eller at ligge under for normer og magtstrukturer, der indskrænker vores frihed. Flokmentaliteten er et udtryk for en samling af individer, der ikke har lært at tænke selv og står i dyb kontrast til vores drømme om selvrealisering - om at være noget.
Men måske har den gamle fortælling om flokken som blind og underdanig også tjent som spejl for dem, der ville hæve sig over mængden? Og måske er vi noget, allerede inden vi begynder at gøre noget? Måske er det forbindelserne, der avler friheden?
Ordet FLOK er beslægtet med flyve, egentlig flyvende sværm. Det har rødder i det oldgermanske flokka, som også betyder “at samle” eller “at klumpe sig sammen”. Verdenssituationen taget i betragtning virker det som den logiske ting at gøre. Midt i verdens virvar, søger vi trygheden, tilliden og det reelt mærkbare fællesskab.
At være en flok er en form for relationel væren, hvor individet ikke adskilles fra fællesskabet. At samle sig i flok kan anses som et oprør mod den hierarkiske dualisme, vi lever under. Et verdenssyn der sætter kultur over natur og individ over fællesskab, penge over værdi, vækst over væren, funktionalitet over omsorg. Flokken er ikke bare en ensartet masse, der slæber sig efter i den stærkestes fodspor.
Hvad nu, hvis styrken ikke ligger i at træde ud af fællesskabet, men at finde sin plads inden for det? Hvis overlevelse ikke er en kamp om dominans, men en kunst af koordination og omsorg. Hvad nu hvis styrken ligger i at anerkende, at forskellighed ikke udviskes i en flok, men væves sammen til et større mønster. Hvor flokken er et væv af liv, hvor hver bevægelse, hver stemme, flettes sammen i et smukt og farverigt tæppe.
Denne Kvindflok, arbejder for at kultivere en etik baseret på omsorg, forbundethed og gensidighed, som kan, hvis vi gør os umage, føre til styrket kreativitet og skaberkraft.
At være genkendt, at høre til er den basale tryghed, der gør os i stand til at lette, måske endda i øjeblikke, at ophæve den tyngdekraft, der holder den enkelte nede. Vi tør brede vingerne ud, flyve og sværme - fordi vi er flere.
Min kamp er blød
Tekst og lyd af Fie Cecilie Rasmussen
En frostklar morgen på Frederiksberg sagde min krop stop. Nu ville den have en pause fra pres og præstation. En lang pause. Sådan ca. 2 år.
Jeg havde længe mærket stressen i min krop, men turde ikke stoppe op, for jeg var angst for at blive opslugt af intetheden. Men nu kunne jeg ikke længere flygte fra mig selv. Det blev starten på min kamp. Et indre kærligt og stille oprør mod samfundets præsterende stemme, der havde taget bolig i mit sind, og som truede med, at jeg var nul og niks, udenfor, bagud og intet værd, hvis ikke jeg konstant var i gang.
Jeg opdagede, hvor svært det var bare at slappe af og være, når hele verden prædikede fremad march, gør noget, vær noget, præster, optimer og få det for alt i verden til at se godt ud, så du kan vise det frem, og andre kan klappe af dig eller misunde dig. Men jeg opdagede også, at der boede en anden stemme i mig. En stille stemme med klare budskaber, der bød mig til nydelse, hengivenhed, nærvær og dyb overgivelse til min naturlige livsrytme. En rytme der ikke lignede min vante og af samfundet tillærte lineære bane med konstant og galoperende fokus på målbare resultater derude i fremtiden et sted. Nej, denne bevægelse var anderledes rolig og blød, cyklisk og saftig. Som en konstant bevægelse mellem sammentrækning og udvidelse og så sammentrækning igen. Intet mål, ingen styring og intet tidspres. Blot sansning, tilstedeværelse og naturlig udfoldelse.
Derfor er min kamp blød. Den foregår ikke derude et sted, men indeni mig. Det er mine daglige valg om at møde mig selv med blidhed, blødhed og omsorg. Det er at rumme mit indre og til tider oprørte urhav. Det er at turde være stille længe nok til, at jeg kan mærke, hvad der naturligt vil fødes ud af mig - i stedet for at blot at finde på noget fra mit ellers kvikke hoved.
Jeg tænker sommetider, om vi som menneskeart har udviklet os til at tro på, at vi igennem strategi og 5-års planer kan styre vores liv. Har vi midt imellem stakke af statistikker og evalueringer glemt, at livet skabes indefra og ud og ikke omvendt. Har vi glemt, at eventyret opstår i de øjeblikke, som hverken kan forceres eller sættes i skema? Har vi virkelig glemt det i vores higen efter at blive til noget?
Måske?
Men det gør blot disse små mellemrum i livet, hvor vi føler os rodløse, stagnerede, forvirrede, fortvivlede, overvældede og uden retning endnu vigtigere. Disse desperate stunder, hvor vores hjerne forsøger at redde os fra stilheden ved at forslå, at vi skal skifte job, male stuen blå, sælge huset og rejse verden rundt eller begynde på en total livsstilomlægning, indtil vi er helt udmattede. Disse mærkværdige perioder, hvor vi for en stund mister grebet om vores liv, og hjertet banker lidt hurtigere, end hvad rart er.
Lige præcis her hvisker min indre, kærlige kriger: ”STOP min kære – træk vejret – slip kampen”. Og måske din gør det samme?
Verden suser afsted og prædiker kontrol og perfektion, men intet saftigt og nærende fødes heraf. Lad os i stedet vende blikket indad. Lad os møde os selv i omfavnelse og vished om, at enhver sammentrækning af vores smukke væsen blot er en invitation til os om at føde os selv på ny som slangen, der slipper sin gamle ham, når den er blevet for trang for ham.
Lige netop her giver livet nemlig dig og mig en helt særlig indbydelse, som kunne lyde noget a la:
En fortælling om kamp der rummer så meget, at det ikke kan samles i en overskrift
Dette er en anbefaling af en ret vild historie om kamp. Helt kort handler historien om den danske billedkunstner Nadia Plesner, der skaber værket "Simple living" med et politisk budskab, og ender i domstolen i Haag med Louis Vuitton som modstander.
Men historien rummer kampe på mange planer. Kampen med at rejse sig fra det mørke i livet, kampen om opmærksomhed, kampen for kunstens ytringsfrihed, kampen om at få ret, kampen om spalteplads i nyhedsmedier, kampen mod diktatur og vold. Den lille kunstner mod det store modehus. "The underdog" som (spoiler alert) ender med at vinde.
Historien har efterhånden mange år på bagen, men det gør den bestemt ikke mindre interessant. Du kan indtage historien i forskellige bidder;
Den lille snack: Hør Nadias TedxTalk
Det gode måltid: Hør Nadia folde historiens mange nuancer ud som gæst i podcasten Messy Minds Show
Den fulde 12 retters menu: Læs eller lyt til Nadias bog: SIMPLE LIVING, KAMP OG KUNST FRA EN CAMPINGVOGN
Mød et medlem:
Fie Cecilie Rasmussen // Fie SoulMentor
Spirituel psykoterapi, kropshealing, meditationsdans og spirituelt sisterhood.
Facebook // Instagram
Hvad betyder det for dig at være med i Kvindflok?
Kvindflok føles for mig som mit andet hjem. Her er jeg med min kvindeflok i nærende samtaler, grin, gråd, leg og skabelse. Her føler jeg et dybt tilhør, og mit hjerte fyldes med glæde i mødet med den omsorgsfulde, bløde og kreative vibe, som vi sammen skaber. Kvindflok er det sted, hvor jeg giver liv og omsorg til det, som gerne vil fødes af mig og deles med verden, samtidig med at jeg nærer mig selv som kvinde.
Hvad rører sig i dit (arbejds)liv?
Lysten til at samskabe, udforske og danse. Jeg danser meget for tiden – både på stuegulvet, sammen med andre, men også i mit indre og i mit arbejdsliv. Det er som om hele mit væsen kalder på den blødhed og ekspansion, som jeg oplever, der sker, når jeg giver mig hen til den frie og meditative dans. Det er ikke kun min krop, som blødgøres, det gælder også mine tanker og følelser, og så bliver det nemmere for mig at forbinde mig med min sjæl. Dét rum vil jeg rigtig gerne dele med andre. Derfor har jeg skabt forløbet ”Lad sjælen danse”, som starter d. 7. maj hos Kvindflok. Min intention er at inspirere andre til en mere kærlig og sjælelig måde at være i livet på.
Hvordan har dit mod det?
Med forårets spirende komme er det som om, at mit mod i den grad er vågnet op. Jeg føler mig modig i forhold til at stå frem, som den jeg er og dele ud af min livserfaring som kvinde, mor og spirituel mentor. Jeg mærker også usikkerheden hviske til mig ind imellem, men det er som om, at mit mod taler klart og kærligt til mig lige nu. Så det vælger jeg at lytte til fx ved at dele mit hjertes poesi og visdom i teksten ”Min kamp er blød” her i nyhedsbrevet.
Hvad er omsorg for dig?
Jeg mærker en uendelig kilde af omsorg flyde igennem mig, når jeg holder rum for mig selv og andre mennesker. Det kan være i et meditativt danserum, når jeg underviser i spirituel bevidsthed, eller når jeg sidder overfor et andet menneske i en personlig session. Men det kan også være hjemme i familien eller i et hjertemøde med et dejligt menneske, hvor vi tillidsfuldt deler, hvad der rører sig i vores indre.
Hvad inspireres du af for tiden?
Mine børns umiddelbarhed og gåpåmod. Der er noget uendeligt smukt og inspirerende ved at betragte, hvordan mine børn er til stede i verden. De mærker en lyst til noget, og så gør de det. Måske de falder eller får et ”nej”, men så prøver de bare igen. De lader sig ikke så let bremse, og tvivler ikke på sig selv, når de får en god ide.
Følg med i Kvindfloks kommende arrangementer
Kvindflok har både dans, human design, sparring, et forårsbrøl af en cirkel, musik, fredagsbar og meget andet på programmet i løbet af de kommende måneder. Du kan finde en oversigt over vores arrangementer her. Bemærk at alle arrangementer er gratis for vores medlemmer, mens udvalgte arrangementer er åbne for ikke-medlemmer mod en lille entré.
Åbne hold og arrangementer for alle
(kræver ikke medlemskab)
Vidste du, at der er en række ugentlige hold i vores smukke bevægelsesrum og forskellige arrangementer, du kan deltage i, selvom du ikke er medlem?
Faste hold og forløb:
Bina Sunahla holder morgenmeditation hver tirsdag fra 8.30-9.30. Mere info og tilmelding på Instagram.
Tilde Pontoppidan underviser flow yoga. Skriv til tildepontoppidan@gmail.com for mere info og tilmelding. Tidsrummet er 15-16.20, ugedag følger.
Fie Soulmentor starter onsdag d. 7/5. “Lad sjælen danse”-forløb, der løber fire uger frem og finder sted fra kl. 9-10.
Workshops og begivenheder
Fie Soulmentor inviterer til “Spirituelt Sisterhood - En nydelsesfuld aften med dans, sjælsrejse og nærende kvindefællesskab” torsdag d. 24/4 kl. 18.30 - 21.00.
Line Tolshave inviterer til somatic-flow fredag den 25.4., 9.5. og 23.5. fra 9-10.30. Mere info og tilmelding på Instagram.
Line Tolshave og Oline Brønd har skabt Asteria og holder den 26.4. workshoppen Frugtbar Muld for dig, der trænger til en dag i selskab med dine dybe ideer og drømme. Tilmelding på hej.asteria@gmail.com
Mejse Mo holder living yolates workshop den 1. 5. fra 9-11. Kom og oplev en kombination af yoga, dans, styrke og blød afspænding. Pris 185 kr. Tilmelding på mejseknorr@hotmail.com
Mødrenes Dag: Den 11.5. fra kl. 11-16 inviterer Sally Goings Darre dig til en nærende dag i naturen blandt andre mødre. Læs mere her.
